Aftale og handelsbetingelser
Generelle vilkår · Version 9. september 2026
Disse generelle vilkår gælder mellem den kunde, der er angivet i ordreaftalen (i det følgende kaldet ”Selskabet”), og Clarefy.ai ApS (i det følgende kaldet ”Leverandøren”).
Clarefy.ai ApS · CVR 43 17 88 06
Ved Stranden 11D, 2 th., 9000 Aalborg, Danmark
Kundens virksomhedsoplysninger, aftalens ikrafttrædelsesdato samt individuelt aftalt pris, rabatter og betalingsvilkår fremgår af kundens ordreaftale.
§ 1 Ydelsen
1.1 I løbet af Aftaleperioden leverer Leverandøren Tjenesterne til Selskabet på og i overensstemmelse med vilkårene i denne aftale.
1.2 Formålet med Tjenesterne er at stille en SaaS-løsning (app.clarefy.ai) til rådighed, som understøtter salgsprognoser og håndtering af indkøbsordrer på baggrund af Selskabets data og de parametre, som Brugere angiver. Selskabet er selv ansvarlig for beslutninger truffet på grundlag af Tjenesterne.
1.3 Leverandøren tilstræber, at Tjenesterne er tilgængelige 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, bortset fra planlagt vedligeholdelse.
1.4 Leverandøren leverer som en del af Tjenesterne og uden ekstra omkostning Supporttjenester i normal åbningstid.
1.5 Leverandøren kan fra tid til anden i løbet af Aftaleperioden:
(a) gøre nye funktioner, funktionalitet, applikationer eller værktøjer tilgængelige i relation til Tjenesterne;
(b) ændre Softwaren ved at udstede opdateringer eller nye versioner.
§ 2 Aftaleforholdet
2.1 Ved uoverensstemmelse mellem indholdet af aftalens dokumenter, skal denne uoverensstemmelse afgøres efter følgende rangorden:
1. Denne aftale
2. Eventuelle bilag til aftalen
3. Øvrige dokumenter, korrespondance m.v.
§ 3 Leverandørens forpligtigelser
3.1 Leverandøren er udelukkende ansvarlig for drift og opdatering af softwaren.
3.2 Leverandøren forpligter sig til at opretholde tjenestens tilgængelighed og yde support i overensstemmelse med markedsstandarder.
§ 4 Vederlag og afregning
4.1 Vederlag, eventuelle rabatter og gratisperioder fremgår af den enkelte kundes ordreaftale.
4.2 Betalingsstart og betalingsinterval fremgår af den enkelte kundes ordreaftale.
4.3 Alle betalinger i henhold til denne aftale er ekskl. moms, som tillægges i det omfang og med den sats, der er gældende.
4.4 Hvis Selskabet ikke betaler Leverandøren inden 10 arbejdsdage fra forfaldsdatoen, kan Leverandøren –
(a) opkræve renter af det forfaldne beløb med 10 % p.a., beregnet dagligt fra forfaldsdatoen til betaling sker; og
(b) suspendere Selskabets adgang til hele eller dele af Tjenesterne uden ansvar og uden pligt til at levere Tjenesterne, så længe de pågældende gebyrer ikke er betalt.
§ 5 Underleverandører
5.1 Leverandøren er berettiget til at anvende underleverandører, herunder Google Cloud Platform (GCP) (Google LLC) til hosting og drift af Tjenesten. Leverandøren er overfor Selskabet i henhold til denne aftale direkte ansvarlig for en underleverandørs handlinger og undladelser i forbindelse med levering af Tjenesten, som hvis disse var udført af Leverandøren selv.
§ 6 Tavshedspligt
6.1 Leverandøren har pligt til at iagttage tavshed med hensyn til alle forhold vedrørende Selskabet og dets virksomhed herunder evt. persondata, som Leverandøren måtte få kendskab til i forbindelse med arbejdets udførelse.
6.2 I øvrigt gælder lov om forretningshemmeligheder.
§ 7 Rettigheder
7.1 Selskabet har alle rettigheder til data, som Selskabet overlader til Leverandøren, eller som genereres eller lagres som led i brugen af softwaren.
7.2 Leverandøren må kun benytte Selskabets data vedrørende brugen af Løsningen med det formål at forbedre softwaren og under forudsætning af, at data anonymiseres.
7.3 Leverandøren må anvende Selskabets data i anonymiseret og aggregeret form sammen med andre kunders data til at skabe overblik over industrispecifik information.
7.4 Leverandøren anerkender, at data i henhold til denne bestemmelse betragtes som Selskabets fortrolige oplysninger.
7.5 Leverandøren ejer og bevarer alle rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, til Softwaren, platformen, Tjenesterne samt tilhørende dokumentation, herunder (men ikke begrænset til) kildekode, design, brugerflade, databaser, modeller, metoder, knowhow og videreudviklinger, uanset om disse udvikles før eller under Aftaleperioden.
§ 8 Respekt af tredjemands rettigheder
8.1 Leverandøren indestår for, at det, der frembringes i henhold til denne aftale, ikke strider mod tredjemands rettigheder.
§ 9 Misligholdelse
9.1 Hvis aftalen misligholdes væsentligt, og en sådan misligholdelse ikke afhjælpes senest 14 arbejdsdage fra den ikke-misligholdende parts skriftlige meddelelse herom, er den ikke-misligholdende part berettiget til at ophæve aftalen uden yderligere varsel.
§ 10 Erstatning
10.1 Ingen part kan kræve erstatning, hvis misligholdelse skyldes forhold uden for kontrol i henhold til § 11.
10.2 Leverandøren kan ikke gøres ansvarlig for Selskabets driftstab, avancetab eller andre indirekte tab som følge af forsinket levering eller mangler ved tjenesten.
10.3 Leverandørens samlede ansvar over for Selskabet i henhold til denne aftale (uanset ansvarsgrundlag og herunder kontrakt, erstatning, produktansvar, culpa eller andet) kan ikke overstige et beløb svarende til én måneds vederlag (ekskl. moms), beregnet efter det abonnement, der var gældende på tidspunktet, hvor forholdet, der gav anledning til kravet, indtrådte.
10.4 Partnerne skal opretholde en passende forsikringsdækning for det ansvar som hver part har påtaget sig under nærværende aftale.
§ 11 Force majeure
11.1 Der foreligger omstændigheder, som udelukker krav på erstatning, og som påvirker oppetid el. support og/eller betalingstiden, såfremt ikke-opfyldelsen skyldes en hindring uden for den pågældende parts kontrol, som han på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke med rimelighed kunne forventes at have taget i betragtning eller at have undgået, ligesom han ikke med rimelighed burde have overvundet hindringen eller dens følger.
11.2 Den part, hvis opfyldelsesforanstaltninger rammes af en hindring som nævnt i § 11.1, skal uden ugrundet ophold skriftligt underrette den anden part derom og om hindringens betydning for opfyldelsesmulighederne og skal ellers erstatte det tab, der følger af, at den anden part ikke modtog rettidig meddelelse.
11.3 Har hindringen varet i mere end 2 måneder, er hver part berettiget til at træde tilbage fra aftalen uden yderligere varsel.
§ 12 Overdragelse
12.1 Leverandøren kan ikke overdrage rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale uden Selskabets forudgående skriftlige samtykke.
12.2 Selskabet kan overdrage rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale uden Leverandørens samtykke.
§ 13 Reference
13.1 Aftalen giver Leverandøren mulighed for at anvende Selskabets navn og logo på Leverandørens hjemmeside.
§ 14 Ændringer
14.1 Leverandøren varsler eventuelle ændringer til Aftalen med minimum 1 måneds varsel inden ikrafttrædelse.
14.2 Ændringer i pris og betalingsvilkår varsles af leverandøren med minimum 2 måneders varsel til udgangen af en faktureringsperiode.
§ 15 Aftalens ophør
15.1 Nærværende aftale kan af begge parter opsiges med et varsel på løbende måned + 1 måned til udgangen af en faktureringsperiode.
§ 16 Tvister og værneting
16.1 Aftalen er underlagt dansk lov undtagen sådanne regler, som fører til anvendelse af anden lov end dansk lov.
16.2 Alle tvister skal så vidt muligt løses mellem parterne i mindelighed.
16.3 Hvis enighed ikke kan opnås, kan hver af parterne indbringe tvisten for de almindelige domstole ved Selskabets hjemsted.